Af Karen Andreasen
Det er svært at have en sygdom, som ingen kan se. Det er endnu værre at have flere. Det kender Karin Juhl alt til, og derfor har hun det seneste halve år deltaget i projektet Art, Hope & Recovery hos Psykiatrisk Informationscenter i Vejle. Nu er hun på vej til Rom for at være med til at skabe mere åbenhed om psykiske lidelser.
Det er hovedbudskabet, når deltagerne i projektet Art, Hope & Recovery (kunst, håb og det at komme sig) rejser til Rom mandag den 11. maj. Projektet er et opgør med psykiatriens mange tabuer og med tanken om, at psykisk sygdom er en kronisk tilstand uden håb.
Karin Juhl er 63 år, og hun bor i en lille lejlighed på første sal i en boligblok i Kolding. Det seneste halve år har hun deltaget i projektet hos Psykiatrisk Informationscenter (PsykInfo) i Vejle sammen med syv andre kvinder. Fælles for dem er, at de alle har personlige erfaringer med psykiske lidelser. For Karin Juhls vedkommende drejer det sig bl.a. om tilbagevendende depressioner, kronisk træthedssyndrom og en personlighedsforstyrrelse. Hertil kommer en permanent hjerneskade forårsaget af udbrændthed.
Den cocktail af diagnoser ville nok tage modet fra de fleste, men Karin Juhl var ikke i tvivl, da hun blev spurgt, om hun havde lyst til at være med i Art, Hope & Recovery:
”Selvfølgelig ville jeg det! Jeg har altid været nysgerrig! Og jeg har færdedes meget i PsykInfo, siden de begyndte. Både til foredrag og på malerkurser. Så tanken om at komme ud og møde nye mennesker og lære nyt, det kunne jeg ikke sige nej til!”, fortæller Karin Juhl.
Eufori i atelieret
I løbet af projektet har Karin Juhl og de øvrige deltagere malet billeder sammen med billedkunstner Lene Juhler. Billederne er efterfølgende lavet til kunstkøleskabsmagneter, som sælges til fordel for projektet.
Karin Juhl tænker tilbage på den weekend med stor glæde:
”Der var en fantastisk stemning, mens vi stod og malede vores billeder. Der var masser af energi og spænding i rummet, næsten eufori! Der var en følelse af, at nu skal vi ud og vise verden, at det er ok at være psykisk syg. Det er svært at nedbryde tabuer alene, men sammen kan vi måske flytte noget! Den følelse har vi haft hele vejen”, smiler hun.
Karin Juhl og de andre deltagere i projektet har derudover været igennem et kunstterapeutisk forløb ledet af kunstterapeut Anitta Due. Her har de arbejdet med og forberedt sig på formidling af deres egen historie, så de nu står rustet til at stille sig frem og møde verden. Dermed bliver de en slags ambassadører, der kan være med til at nedbryde tabuer og informere om det at leve med en psykisk sygdom.
Karin Juhl er ikke i tvivl om, hvad hendes ”ambassadør-rolle” skal bruges til:
”Det er simpelt hen så vigtigt at skabe åbenhed om psykisk sygdom! Jeg har det meget svært med, at folk ikke forstår mig og tror på mig. Det sårer mig, når folk tror jeg taler usandt. Jeg forsøger jo bare at beskrive min virkelighed. Det er ikke noget, jeg siger for at gøre mig interessant”, fortæller hun.
Fra overlevelse til oplevelse
På grund af Karin Juhls psykiske lidelser ser hendes hverdag anderledes ud end de fleste andres. Hun er eksempelvis nødt til at planlægge alt og skrive ned i hvilken rækkefølge, hun skal gøre tingene. Sker der noget uforudset, vælter læsset, og dagen er ødelagt.
”Jeg har én seddel, hvor der står, hvad jeg skal lave i dag. Og i hvilken rækkefølge. Derudover har jeg syv sedler i en stak, så jeg ved, hvad jeg skal lave i løbet af ugen. En tredje stak dækker hele måneden. Al den planlægning kræver en forfærdelig masse energi, så jeg må hvile mig meget.”, forklarer hun.
”Det er gået op for mig, at jeg har brugt næsten 60 år af mit liv bare på at overleve. Så nu er det tid til at leve livet. Og ikke mindst op-leve livet!
Romerne kan godt glæde sig.
Siden er sidst opdateret 17-6-2009
Psykiatri
Psykiatrisk Informationscenter | Staldgårdsgade 10 C, 1. sal | 7100 Vejle | Tlf.: 7572 4090