Man kan godt komme sig og have både livskvalitet og livsglæde, selvom man har en psykisk lidelse. Dét er der dog mange, som ikke ved, viser en undersøgelse. Derfor tog PsykInfo i Vejle for nylig til Rom med projektet Art, Hope and Recovery for at sætte psykiatrien – og håbet - på dagsordenen.
Cirka hver femte dansker bliver ramt af en psykisk sygdom i løbet af livet. Det betyder, at langt de fleste kender et familiemedlem, en kollega eller en nabo med en psykisk lidelse.
Alligevel føler to ud af tre danskere, at de ved for lidt om psykiske sygdomme. Og samme antal mener, at mennesker med en psykisk lidelse ofte lever isoleret, fordi deres sygdom afholder dem fra at tage del i det normale samfundsliv. Det viser en meningsmåling fra marts måned, som Capacent Epinion har lavet for Danske Regioner.
Opgør med fordommene
Det er grunden til, at PsykInfo sidste efterår søsatte projektet ”Art, Hope and Recovery”. Det kan bedst oversættes med Kunst, håb og det at komme sig.
Dorthe Borup Laugesen er konsulent og socialrådgiver hos PsykInfo, og hun er tovholder på projektet.
Ambassadører for livskvalitet og livsglæde
Deltagerne i projektet er otte vidt forskellige kvinder fra regionen, som har dét til fælles, at psykisk sygdom har spillet en stor rolle i deres liv.
I samarbejde med billedkunstner Lene Juhler og kunstterapeut Anitta Due har de i det seneste halve år arbejdet med kunst som værktøj til at formidle deres personlige historie om, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse. Det betyder, at de nu kan fungere som ambassadører og være med til at gøre opmærksom på, at man godt kan have både livskvalitet og livsglæde, selvom man er psykisk syg.
Projektdeltagerne var for nylig i Rom for at udveksle viden og erfaringer med både patienter og fagfolk fra den italienske psykiatri. Rom blev valgt som destination, fordi Italien er foregangsland i forhold til at behandle psykisk syge ambulant og inddrage dem i deres nærområde.
Derudover var formålet med turen at sætte fokus på, at psykisk sygdom er et fælles og globalt anliggende – det er ikke kun et personligt anliggende.
- Vi deltog bl.a. i en stor psykiatrikonference og i et radioprogram, og overalt blev vi modtaget med stor imødekommenhed og interesse for vores projekt. Selvom dansk og italiensk kultur er vidt forskellig, så er der et stort ønske om at finde en fælles international stemme og udveksle erfaringer om, hvordan vi bedst nedbryder tabuer og formidler viden, fortæller Dorthe Borup Laugesen.
Bevægelse og dans som fælles sprog
Næsten al kommunikation på rejsen foregik via tolk, men der var én situation, hvor sproget viste sig unødvendigt i forhold til at skabe forståelse og samhørighed på tværs af landegrænserne.
Et af rejsens højdepunkter var besøget hos en gruppe italienere med psykiske lidelser. Gruppen mødes nogle gange om ugen, og de bruger blandt andet danseterapi som middel til at komme sig.
De danske projektdeltagere deltog sammen med italienerne i nogle øvelser, hvor det talte sprog blev afløst af musik, bevægelser, lyde og leg med lange farvestrålende tørklæder. Resultatet blev en næsten håndgribelig følelse af omsorg, accept og nærvær, og det blev en dybt bevægende oplevelse for alle parter.
Italienske Aldo på 54 år er fast deltager i danseterapien, og han fangede ret præcist stemningen, da han begejstret udbrød:
- Det var en fantastisk erfaring at møde jer. Vi følte ikke, I var udlændinge. Vi følte, I var ligesom os!
Foredrag på vej
I løbet af efteråret vil man kunne møde nogle af projektdeltagerne i forbindelse med en række foredrag om Art, Hope and Recovery projektet.
Dorthe Borup Laugesen glæder sig til at komme rundt i regionen og fortælle om projektet sammen med deltagerne.
- Det har virkelig været noget af en rejse, de har været på – både på det indre og det ydre plan. Der er blevet flyttet nogle grænser undervejs! Det har været fantastisk at følge processen og opleve, hvordan deltagerne begyndte med at være skeptiske og usikre, og nu har de masser af selvtillid og lyst til at gå ud og nedbryde tabuer ved at fortælle deres historie. De er nogle fantastiske ambassadører, og med deres personlige eksempel er de med til at skabe åbenhed om det at have en psykisk sygdom, fortæller Dorthe Borup Laugesen. Hun smiler stort og tilføjer:
Jeg er bare SÅ stolt af dem!
Psykiatrisk Informationscenter | Staldgårdsgade 10 C, 1. sal | 7100 Vejle | Tlf.: 7572 4090