Hold fast i håbet

Af Karen Andreasen

Lizzie Beuchert har fået livsglæden tilbage. Nu vil hun hjælpe andre i samme situation, og budskabet er klart: Håbet skal have mere plads i psykiatrien!

47-årige Lizzie Beuchert bor i centrum af Varde. Med sit røde hår og sit glade smil ligner hun en kvinde i sommerhumør, men sådan har det ikke altid været. De seneste ti år har hun lidt af depressioner. Nu har hun det godt, og hendes deltagelse i projektet Art, Hope and Recovery hos Psykiatrisk Informationscenter – også kaldet PsykInfo - har givet hende mod til at fortælle sin historie.

Foredrag som vendepunkt

Det var et PsykInfo foredrag om recovery – det at komme sig - som for et års tid siden blev et vendepunkt for Lizzie Beuchert:

"Det var næsten en åbenbaring! Jeg har mange gange fået at vide, at jeg må lære at leve med min sygdom, men her var budskabet, at man skal holde fast i håbet, for man kan godt komme sig. Til sidst fortalte foredragsholderen, at hun lider af skizofreni. Det ville hun bare ikke sige før, for så ville vi tænke på dét i stedet for at lytte."

Lizzie Beuchert smiler og tilføjer: "Jeg tænkte, at når hun kan, så kan jeg også!"

Senere blev Lizzie Beuchert spurgt, om hun havde lyst til at deltage i projektet Art, Hope and Recovery hos PsykInfo. Projektet har til formål at oplyse om, at man godt kan få et liv med både livskvalitet og livsglæde, selvom man har en psykisk lidelse. Lizzie Beuchert sagde ja tak, og hun er ikke i tvivl om, hvad hun synes, er det vigtigste budskab:

"Hvis der er noget, jeg har lært i de seneste ti år, så er det, at INTET er vigtigere end håbet. Man må simpelt hen ikke fratage folk håbet om, at de kan komme sig. For hvis man ikke har et håb, har man heller ikke noget at kæmpe for," siger hun.

Følte sig kasseret

Lizzie Beuchert fik første gang en depression, da hun blev færdig med sin uddannelse til social- og sundhedshjælper.

"Jeg vågnede den morgen, hvor jeg skulle hente mit eksamensbevis, og jeg græd og græd. Jeg kunne slet ikke holde op igen. Senere måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne passe mit arbejde," fortæller hun.

"Efter et stykke tid blev jeg sendt i arbejdsprøvning på et revalideringscenter. Der var masser af larm, og jeg havde det rædselsfuldt, men de sagde, at det var det mest skånsomme tilbud. Og så blev jeg erklæret uden arbejdsevne. Punktum." Lizzie Beuchert ser opgivende ud og fortsætter: "Havde der dog bare stået "på nuværende tidspunkt"! Så kunne jeg have holdt fast i håbet. I stedet følte jeg mig helt og aldeles værdiløs.

Jeg fik det så dårligt, at jeg begyndte at tænke, at min mand og mine børn ville have det meget bedre uden mig. Det kan lyde absurd, men jeg kom på bedre tanker, fordi jeg ikke ville skuffe min læge. Han har været en fantastisk støtte og min "håb-holder" gennem alle årene."

Lizzie Beuchert med sit yndlingsmaleri "Udbrud" af Otto Frello. "Det er måske ikke lige til at se det, men det er mig, der er pigen med det lyse hår!" Foto: Jørgen Diswal.

Håb som mangelvare

Lizzie Beuchert har dog flere gange oplevet, at håbet kan være en mangelvare, når man er psykisk syg. Hun vil derfor opfordre alle til at tænke mere over, hvordan de formulerer sig, når de taler med et menneske med en psykisk lidelse.

"Jeg har altid været en, som gerne vil prøve noget nyt. På et tidspunkt syntes min daværende sagsbehandler, at jeg skulle passe lidt bedre på mig selv. "Husk, du er psykisk syg", sagde hun. Ville man sige det til en kræftpatient? Husk, du har kræft! Selvom jeg er syg, er jeg jo stadig menneske, kvinde, mor og alt muligt andet. Man skal passe på ikke at fastlåse folk i rollen som psykisk syg," understreger Lizzie Beuchert.

Hun har også et eksempel på, at god kommunikation kan være med til at give håb og livsmod:

"Min læge fortalte engang, at han havde brugt weekenden til at rydde op i sin kælder. Alt rodet blev sorteret, lagt i kasser og sat på rette hylde. Og så kom jeg til at tænke på dig, Lizzie, sagde han. Det kan godt være, at de dårlige ting, som er sket i dit liv, ikke forsvinder, men vi skal have sat dem på en hylde, hvor de ikke forstyrrer dig! Tænk - det sagde han. Det blev jeg faktisk helt rørt over," fortæller Lizzie Beuchert.

Slut med at være patient

Deltagelsen i projektet Art, Hope and Recovery har kun forstærket Lizzie Beucherts tro på fremtiden. Hun er fast besluttet på at holde fast i håbet:

"Jeg synes, fremtiden ser lys ud. Jeg har det godt, og jeg vil gerne begynde at arbejde igen nogle timer om ugen," fortæller hun.

"Jeg har støtte fra mit netværk, min læge og fra PsykInfo, så nu har jeg opsagt mit job som patient i distriktspsykiatrien. Jeg er kommet videre, og det er tid til nye udfordringer!"

Smilet kan umuligt blive større.